Nordkorea kan frit sende satelitter op og kan sågar få givet plads til det, hvis det står til Rusland.
Under et besøg i Sydkoreas hovedstad Seoul sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at man er klar til et sådant samarbejde i stil med det, man allerede har med Sydkorea, skriver internationale medier.
Han havde umiddelbart inden været på besøg hos den kommunistiske nabo i nord.
Nordkorea påstår, at man i marts opsendte en såkaldt kommunikationssattelit, der formentlig har været forsynet med et missil af en type, der strider mod regler udstukket af FN's sikkerhedsråd.
Det vakte bekymring i USA, der frygtede informationer om, at raketten kan nå helt til Alaska og Hawaii.
Sergej Lavrov tilføjede, at han håber, den russiske velvilje kan hjælpe på den nordkoreanske lyst til at genoptage sekspartforhandlingerne om landets atomprogram.
Ifølge udenrigsministeren bør ingen starte et nyt våbenkapløb eller missilforsvar på grund af Nordkoreas handlinger.