Rusland har leveret våben til Tyrkiet trods protester fra USA
Russisk militær fremviser missiler fra S-400 luftforsvarssystemet ved en parade i Moskva på Sejrsdagen - på 73-årsdagen for sejren over Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig. (Foto: Sergei Karpukhin/Reuters)
Dele af luftforsvarssystemet S-400 er ankommet til tyrkisk luftbase fra Rusland. USA har truet med sanktioner.

De første dele af det russiske luftforsvarssystem S-400 blev fredag leveret til luftbasen Murted uden for Ankara i Tyrkiet. Det oplyser det tyrkiske forsvarsministerium.

Nato-landet Tyrkiet har skabt vrede i USA, som truer med sanktioner mod Tyrkiet, hvis det gennemfører købet af det russiske luftforsvarssystem.

Meddelelsen fra Forsvarsministeriet svækkede øjeblikkeligt den tyrkiske lira til 5,7 mod dollaren fra 5,67 onsdag.

- Vi er bekymrede for de mulige konsekvenser, siger en talsmand for Nato.

Leveringen af dele fra luftforsvarssystemet vil fortsætte i de kommende dage, meddeler det tyrkiske forsvars Industridirektorat.

Præsident Recep Tayyip Erdogan sagde efter et møde med præsident Donald Trump ved et G20-topmøde i sidste måned, at USA ikke havde planer om at indføre sanktioner mod Tyrkiet på grund af dets køb af S-400.

Trump sagde, at Tyrkiet ikke havde fået en retfærdig behandling, men den amerikanske præsident udelukkede ikke sanktioner.

Trumps-administrationen har gentagne gange advaret om, at hvis Tyrkiet erhverver S-400-systemet, vil det ikke blot medføre, at Tyrkiet ikke længere er med i F-35-kampflyprogrammet, men også betyde økonomiske sanktioner fra USA mod den tyrkiske økonomi.

USA har sagt, at S-400 ikke er foreneligt med Natos forsvarsnetværk og kan skabe problemer for Lockheed Martin F-35-kampflyene, som Tyrkiet selv er med til at bygge, og som det planlægger at købe.

Tyrkiet skulle have planer om at købe 100 styk af flytypen, der også er udset til at afløse det danske luftvåbens F-16-fly.

USA har allerede indledt en proces med at fjerne Tyrkiet fra F-35-programmet. Træning og uddannelse af tyrkiske piloter til flyet i USA er indstillet.

Ruslands føderale organ for militært-teknisk samarbejde bekræfter ifølge nyhedsbureauet RIA fredag, at det er begyndt at levere S-400-systemet til Tyrkiet.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters
via Listen To News