Det er de helt store trænernavne, Rusland jagter som ny landstræner. På en liste, der blev offentliggjort tirsdag, står den tidligere FC Barcelona-træner Josep Guardiola blandt andre højt på ønskeseddelen.
Det russiske fodboldforbund har på listen med i alt 13 trænernavne ud over Guardiola også Fabio Capello og Harry Redknapp som iøjnefaldende kandidater.
Den tidligere Liverpool- og Inter-træner Rafael Benítez er også med på listen, som ligesom Guardiola og Capello står uden job for tiden.
Også Marcello Lippi, som vandt VM med i Italien i 2006, og nu er træner for kinesiske Gunanghou Evergrande, er med.
Desuden står Athletico Bilbao-træner Marcelo Bielsa også på russernes liste, efter han i den seneste uge har truet med at forlade posten i Spanien. Indtil videre bliver han dog i den spanske klub.
De syv øvrige kandidater er alle russere.
- Det russiske forbund ønsker at holde møder med følgende specialister inden for sit felt, lyder det i meddelelsen fra det russiske forbund.
Senest var hollandske Dick Advocaat landstræner for Rusland.
/ritzau/