De færreste mennesker tager notits, når en kakerlak bliver født - man ringer højest til skadedyrsbekæmpelsen.
Men da kakerlakken Nadezhda (Håb, red.) for nylig fødte 33 velskabte unger, var det de internationale nyhedsbureauer opkaldet gik til.
Ungerne er nemlig en vaskeægte russisk rum-revolution: De første væsner (vi kender til), der er undfanget i rummet. Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.
Nadezhda undfangede under Foton-M bio-satellite missionen, der fandt sted fra 14. til 26. september.
Hendes unger kan allerede spise og drikke normalt, men det lader til, at den vægtløse tilstand i rummet har påvirket udviklingen af deres kitinskjold.
- Kakerlakker fødes med et transperant skjold, der efterhånden bliver brunt, og rum-kakerlakkernes blev hurtigere brunt end normalt, forklarede en af videnskabsmændene bag forsøget, Dmitry Atyakshin, men påpegede at det er for tidligt at drage nogen endelig konklusion på den baggrund.