Rusland har blokeret publiceringen af en FN-rapport om sanktioner mod Nordkorea.
Det sker, fordi russerne er uenige i konklusionerne i rapporten, siger Ruslands FN-ambassadør, Vassilij Nebenzia.
- Rapporten er blevet stoppet, fordi vi er uenige i visse elementer af rapporten og selve udførelsen af rapporten, siger han til journalister efter et møde i FN's Sikkerhedsråd.
Flere medier havde allerede inden den formelle publicering fået adgang til rapporten.
En diplomatisk kilde, der udtaler sig på betingelse af anonymitet, siger, at Rusland hovedsageligt er uenig i FN's vurdering af, at Nordkorea i 2018 har importeret for store mængder olie.
USA forsøgte i juli uden held at sætte et komplet stop for eksport af olie til Nordkorea.
I den 62 sider lange FN-rapport beskrives en række brud på sanktioner, der forbyder Nordkorea at eksportere kul, jernmalm, fisk og skaldyr.
Pyongyang "har ikke stoppet dets nukleare missilprogram og fortsætter med at trodse Sikkerhedsrådets resolutioner gennem en markant forøgelse af ulovlige skib-til-skib-overførsler af petroleum-produkter såvel som overførsler af kul på havet i 2018", står der i rapporten.
USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes på et historisk topmøde i Singapore i juni. Her blev de enige om at arbejde frem mod en atomafrustning af Den Koreanske Halvø.
Det skulle ske i håbet om at kunne lempe sanktionerne mod det isolerede styre.
Donald Trump har dog understreget, at sanktionerne vil blive opretholdt og måske endda skærpet, hvis ikke styret gør fremskridt i afviklingen af atomprogrammet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP