I Rusland er man bange for at blive syge af e-colibakterien, der angiveligt stammer fra tomater, agurker og salat.
Derfor har Rusland i dag valgt at lukke for al import af grøntsager fra Danmark, Tyskland, Spanien og alle andre EU-lande, oplyser Interfax.
Europæiske grøntsager, der allerede er kommet til Rusland, vil blive beslaglagt, oplyser myndighederne.
Herhjemme reager Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen skarpt mod russernes tiltage, som han kalder "fuldstændig urimeligt".
"Der er jo ikke noget i vejen med de danske grøntsager. Det er jo blevet slået fast," siger han til Newspaq.
Tirsdag kunne Fødevarestyrelsen fastslå, at den farlige bakterie ikke er fundet på danske grøntsager.
VTEC-bakterien har allerede taget livet af mindst 15 mennesker i Europa - herhjemme er 17 smittet med bakterien, der angiveligt stammer fra Tyskland.
Kilde: AFP