Rusland beskylder onsdag Aserbajdsjan for at have brudt en våbenhvile i den omstridte enklave Nagorno-Karabakh.
EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile mellem Aserbajdsjan og armenske grupper i Nagorno-Karabakh.
Aserbajdsjan oplyste tidligere onsdag, at det har sikret sig kontrollen over flere strategiske steder i Nagorno-Karabakh efter sammenstød, hvor tre soldater blev dræbt.
Sidste år udkæmpede Aserbajdsjan og Armenien en seks uger lang krig i den omstridte enklave. Den kostede over 6500 mennesker livet. Størstedelen af befolkningen i Nagorno-Karabakh er etniske armeniere.
Krigen endte med en våbenhvile med Rusland som mægler.
Ruslands forsvarsministerium siger, at Aserbajdsjan har brudt betingelserne for våbenhvilen, og at det vil "gribe til midler for at stabilisere situationen". Det oplyses ikke hvilke.
Aserbajdsjan har onsdag aften krævet, at "ulovlige armenske formationer" rundt om i Nagorno-Karabakh afvæbnes.
EU's Borrell appellerer til de to parter.
- Det er afgørende at nedtrappe, at fuldt ud respektere våbenhvilen og at vende tilbage til forhandlingsbordet for at finde en forhandlet løsning, siger han.
Aserbajdsjan og Armenien er begge tidligere sovjetrepublikker. De har udkæmpet to krige om Nagorno-Karabakh. Første gang i 1990'erne, som Armenien trak sig sejrrigt ud af.
Anden gang i 2020, hvor Aserbajdsjan sikrede sig kontrollen over store områder.
/ritzau/AFP