Rungsted Seier Capital så ud til at skøjte mod en sikker sejr på udebane mod Metal Ligaens bundprop fra Hvidovre.
Med ti minutter tilbage af kampen førte Rungsted med 4-1, men med tre scoringer - den sidste 11 sekunder før tid - fremtvang Hvidovre forlænget spilletid efter 4-4 i de første 60 minutter.
I den forlængede spilletid skulle der gå knap fire minutter, før Rungsteds Morten Jensen med sejrsmålet til 5-4 afværgede et fuldbyrdet comeback fra bundholdets side.
Med sejren avancerer Rungsted til en femteplads i ligaen, men holdet kan overhales af både Esbjerg og Frederikshavn, når de to jyske klubber skal i aktion i 28. spillerunde.
Hvidovre ligger sidst med 17 point. Holdet har tre point op til Herlev på tiendepladsen, der giver adgang til "play-in", hvor fra man kan spille sig i slutspillet.
/ritzau/