Ishockeyspillerne i Rungsted Seier Capitals er flyvende i toppen af den bedste danske række.
I søndagens topkamp mod rækkens nummer to, Frederikshavn White Hawks, vandt nordsjællænderne hele 8-2 og har nu slået et hul på syv point ned til vendelboerne i ligatabellen.
Det er Rungsteds tredje sejr på stribe og nummer 13 i 16 kampe i denne sæson.
Foran eget publikum satte Rungsted hurtigt tingene på plads ved at score tre gange i de første 12 minutter ved Markus Olsson, Nikolaj Rosenthal og Tyler Fiddler.
Da holdet også lavede tre mål i anden periode, valgte Frederikshavn at skifte målmand, hvor Aphiwat Sengthaisong Iversen afløste Tadeas Galansky i buret.
Det forhindrede dog ikke den offensive back Morten Jensen i at score sit holds mål nummer syv og otte i slutminutterne.
Bundholdet Odense Bulldogs blev bremset af Sønderjyske, efter at fynboerne ellers havde vundet to kampe i træk.
Hjemme i Vojens var sønderjyderne dog for stor en mundfuld, og Odense måtte rejse hjem med et 1-5-nederlag.
Den jyske ishockeyklassiker mellem de to skrantende storhold, Herning Blue Fox og Esbjerg Energy, endte med en udesejr på 5-2 til esbjergenserne.
Begge hold har haft en skuffende start på sæsonen, selv om Herning med tre sejre i træk har vist tegn på bedring i de seneste uger.
Mod Esbjerg gik det dog galt for Petri Skrikos mænd. Trods kun 19 skud på mål lykkedes det et effektivt Esbjerg-hold at score fem gange og tage de tre point, der bringer holdet op foran Herning på sjettepladsen i rækken.
/ritzau/