Holger Rune er klar til kvartfinalen i ATP 500-turneringen på Queen's Club i London, der fungerer som opvarmning til Wimbledon i juli.
I turneringens anden runde snuppede danskeren seniorkarrierens blot anden sejr på græs ved at besejre Ryan Peniston med cifrene 6-3, 6-4 efter knap halvanden times tennis.
Med en rangering som nummer 265 i verden burde Peniston være en overkommelig mundfuld for Rune, men briten er kendt som en god græsspiller.
Sidste sommer slog han Casper Ruud på vejen til kvartfinalen på Queen's Club.
Ugen efter slog han faktisk også Holger Rune i første runde af græsturneringen i Eastbourne, hvor han også nåede til kvartfinalen.
Men onsdag fik Rune altså revanche med en fin indsats på det underlag, han ellers har haft det svært på.
Danskeren var fokuseret fra start og spillede godt fra baglinjen.
Det gav servegennembrud til 2-0, og derfra holdt Rune serv.
Han var nede med sine første breakbolde, da han skulle serve sættet hjem, men klarede sig ud af problemerne ved at vinde fire bolde i træk.
I andet sæt brød Rune til 3-2, og han afviste igen britens mulighed for comeback ved at afværge en breakbold ved stillingen 4-3.
Kort efter kunne Rune serve sejren hjem. Det gjorde han med en forhåndsvinder på sin anden matchbold.
Rune så mere tilpas ud på græsset end tidligere, hvilket lover godt for grand slam-turneringen Wimbledon, der begynder 3. juli.
- Det ser bedre ud for mig. Det vigtigste har været at komme med en ydmyg tilgang til græsset og være klar til at justere, siger Rune i sejrsinterviewet på banen.
I kvartfinalen på fredag skal Rune møde italieneren Lorenzo Musetti, der er nummer 16 på verdensranglisten.
Det er deres første møde på ATP-touren, men ifølge Rune er de tørnet sammen to gange som juniorspillere.
/ritzau/