Arbejdsdage på 12 timer, ingen udsigt til ferie eller afspadsering og en timeløn på omkring 50 kroner.
Det har været hverdagskost for en gruppe rumænske elektrikere, som Dansk El-forbund Købehavn nu fører sag for.
Rumænerne har arbejdet for en det italienske firma, GMB, der specialiserer sig i kuffertanlæg. GMB, der skaffer sine folk fra to italienske vikarbureauer, er hyret af Siemens Danmark.
I kontrakten mellem Københavns Lufthavn og Siemens er der stillet krav om, at der skal være overenskomst på opgaven, og den har GMB tegnet med Dansk El-forbund København. Ifølge den skal ansatte have 18 euro i timen og desuden have dækket bolig og transport til og fra lufthavnen.
- Så vidt så godt, men det nytter jo ikke noget, når GMB henter folk hos underentreprenører, som ikke har styr på deres ting, siger faglig sekretær i Dansk El-forbund, Lars Jensen, i en pressemeddelelse.
De pågældende elektrikere arbejdede mere end de aftalte timer, enkelte i op til 1900 timer på fire måneder. Nogle knoklede desuden i over tre måneder uden en fridag.
Ifølge Lars Jensen er sagen et eksempel på, hvordan lønnen langt fra er det eneste problem i sagen. Også arbejdsmiljøet har været brugt til at presse folk. Eksempelvis med alt for mange arbejdstimer uden hvile, spisepauser i beskidte lokaler og adskillelse fra danske kollegaer.
Ifølge Lars Jensen er de ansatte desuden blevet truet af arbejdsgiveren til ikke at henvende sig til fagforeningen.
Newspaq