Hun ruller ingen steder mere, og hun redder ingen fra bomber.
Bobmerobotten med det folkelige navn, Rullemarie, blev under en politiaktion i Nordjylland søndag skudt og er i dag blevet erklæret død.
- Hun blev erklæret død i dag, siger lederen af ammunitionsrydningstjenesten ved Hærens Ingeniør og ABC-skole, major Poul Nedergaard, i en pressemeddelelse.
Rullemarie blev skudt, da politiet søndag sendte robotten frem i et forsøg på at få kontakt med en sindsforvirret og bevæbnet mand, der havde forskanset sig i sit hus. Rullemarie havde en besked fra politiet til manden i sin klo, og politiet håbede, at de igennem robottens mikrofon og højtaler kunne komme i direkte kontakt med manden. Han skød imidlertid mod robotten, der blev ramt tre gange. Et skud gik ind i selve kroppen, hvor det ødelagt en del elektronik. Et skud gik igennem tårnet med flere skader til følge, og et skud ramte og ødelagte et af robottens kameraer. Robotten blev også ramt af flere øksehug, der føjede yderligere skader til.
- Skaderne var så omfattende, at det ikke kan betale sig at reparere robotten. Vi får en ny om cirka tre uger, siger Poul Nedergaard.