Rudy Frederiksens advokat Jes Andersen vil i dag meddele Retten i Herning, at dommen mod Rudy Frederiksen for udbredelse af utugtige billeder af børn under 18 år ikke vil blive anket.
Beslutningen om at tage dommen til efterretning er ikke så meget udtryk for, at Rudy Frederiksen er tilfreds med dommen:
- Men han orker ikke mere. Det har selvfølgelig været hårdt for ham, siger Jes Andersen til Avisen.dk.
Jes Andersen er Rudy Frederiksens anden advokat i sagen, men de to har ikke haft meget kontakt under sagen, fortæller advokaten. Det skyldes ikke mindst, at Rudy Frederiksen af naturlige grunde har levet i skjul, siden afsløringen af hans dobbeltliv .
- Jeg har ikke haft nogen adresse på ham, og det har for det meste været ham, der har kontaktet mig. Men politiet har haft hans nummer og har hele tiden kunnet komme i kontakt med ham, tilføjerJes Andersen.
Trods dommen i går slipper Rudy Frederiksen for at skulle yderligere i fængsel, da han allerede har siddet 21 dage i varetægtsfængsel. Her sad han i selvvalgt isolation af frygt for represalier fra andre fanger.
Anklager Karin Jønler ved Herning Politi havde krævet mellem to og tre måneders fængsel. Hun vil se dommen på skrift, før hun tager stilling til, om hun vil sende en indstilling til Statsadvokaten om at anke dommen. Senest 2. juli skal Rudy Frederiksen have besked, hvis anklageren anker dommen.