David Rudisha hakkede torsdag aften en bid mere af den rekord på 800 meteren, som danske Wilson Kipketer engang var indehaver af.
Det skete, da den hurtige kenyaner under øredøvende jubel vandt OL-guld i London.
Rudisha satte fra start et godt tempo og lagde sig hurtigt i front for det stærke felt, der blandt andre talte hans måske værste rival Abubaker Kaki fra Sudan.
Men selv om syv konkurrenter enten satte personlige rekorder eller løb op til deres bedste i sæsonen, så kunne de ikke følge David Rudisha.
Da han krydsede målstregen efter 1.40,91 minutter - 0,1 sekund hurtigere end den hidtidige rekord, som han selv var indehaver - gik stadion helt amok.
Sangen "Galvanize" med The Chemical Brothers bragede straks ud af højttalerne, mens David Rudisha nød hyldesten nede på løbebanen.
Nijel Amos fra Botzwana vandt sølv, mens Rudishas kenyanske landsmand Timothy Kitum tog bronze.
/ritzau/