Et par royale underbukser bliver nu sat på auktion, men håbefulde købere skal ikke gøre sig forhåbninger om bundløse trusser eller kinky kongeklæder.
Der er nemlig tale om par af dronning Victorias silkeunderklæder, der stammer fra en tid med en noget mere konservativ seksualmoral.
De løse silkeunderbukser, der kan dateres til årene mellem 1880 og 1890, måler hele 106 cm i livvidden og bliver sat til salg den 19. marts, hvor det er forventet, at de kan indbringe omkring 4800 kroner. Det skriver den britiske tabloidavis Daily Express.
Det royale samlerobjekt er dermed steget voldsomt i værdi siden 1981, hvor de blev købt for bare 95 kroner på auktion.
Og der er da også stor efterspørgsel efter dronningens underbukser ifølge Peter Mason, der er vurderingsmand for auktionshuset Charles Ross Auctioneers.
- Vi forventer en hel del interesse, også fra royale samlere, fortæller Mason til Daily Expres:
- Der er en god mulighed for at de går til en udenlandsk køber, måske fra Australien, da vi får mange bud over nettet.
Selvom man skulle være lidt skeptisk over at købe brugt undertøj, er der dog ingen grund til at holde sig tilbage, for ifølge Mason blev trusserne masseproduceret i så høj grad, at dronning Victoria sandsynligvis kun har brugt dem en enkelt gang.
- De er lidt plettede og brune i kanterne, det skyldes dog ikke, at de er brugt, men deres alder, siger han.
/ritzau/FOKUS