Ny Alliances liste over medlemmer og potentielle folketingskandidater er, ifølge politiken.dk, blevet tilføjet et navn, der blandt menigmand formentlig vækker mere genklang end de mange politikere, der er skiftet til partiet de seneste uger.
Navnet er Malou Aamund, datter af Asger Aamund, tidligere model, salgschef i IBM, mor til tre, gift med tv-værten Mikael
Bertelsen og tidligere et muligt bud på Danmarks kommende dronning.
Tilbage i starten af 90 erne dannede Malou Aamund par med kronprins Frederik. Parret var jaget vildt i den kulørte presse og højdepunktet - set med den kulørte presses øjne i hvert fald - indtraf en våd nytårsnat, hvor Malou Aamund uden kørekort, med en promille langt over det tilladte kørte i en af kongehusets biler foran Jazzhouse i København. Ved siden af hende sad en endnu mere berusset kronprins.
Optrinnet blev set af politiet og så kom Malou - og kronprinsen - for alvor i mediernes søgelys.
Nøglerolle i partiet
Men det er fortid nu. Fremtiden er Ny Alliance, hvor Malou Aamund er tiltænkt en nøglerolle.
»Malou Aamund er ikke alene medlem af Ny Alliance. Hun skal også tage
aktiv del i udviklingen af partiet. Malou er en stærk kvinde med
markante meninger. Hun er en god rollemodel og en stor gevinst for os«,
siger Naser Khader til politiken.dk.
Klar til Folketinget
Om skiftet til politik siger hun til politiken.dk:
»Det hele skete meget spontant. Da jeg hørte om Ny Alliance, gik jeg
ind på nettet og læste overskrifterne i partiets politik. Min første
reaktion var, at endelig skete der noget i dansk politik. Herefter
sendte jeg en mail til Naser og Gitte, hvor jeg støttede deres
initiativ,« siger Malou Aamund.
Malou Aamund afslører også, at hun sagtens kan finde på at stille op til folketinget ved næste valg.
»Der er ikke noget, der ligger fast endnu. Jeg er klar til at være med
til at lægge de politiske linjer, og jeg vil da ikke afvise, at jeg går
videre end det. Men indtil videre er det en proces, der er i gang«,
siger Malou Aamund.