Det franske præsidentvalg er gået ind i sit sidste døgn. Søndag aften kan enten socialisten Ségolène Royal eller den borgerlige Nicolas Sarkozy erklære sig som Frankrigs nye præsident.
Efter en hård og intens valgkamp kan det heller ikke undre, at de to lejre slås til det allersidste om de franske vælgeres gunst.
Således fik den socialistiske lejr i sidste øjeblik forhindret et stort interview med Sarkozy i aviserne Le Parisien og Aujourd’hui, der skulle have været bragt lørdag, skriver norske Verdens Gang.
Den strenge franske valglov forbyder nemlig offentliggørelse af meningsmålinger eller interview, der kan påvirke vælgernes kryds i det sidste døgn inden valgdagen.
De to aviser bragte et stort interview med Royal fredag og annoncerede samtidig, at man dagen efter ville bringe et tilsvarende interview med den borgerlige favorit.
Men efter adskillige opkald fra Royals kampagneleder, Christophe Chantephy, og fra embedsfolk i det offentlige valgkontor, valgte aviserne at droppe interviewet.
Flere af Sarkozys folk frygtede angiveligt også, at det ville give bagslag, hvis man brød reglerne.
Spørgsmålet er, om det får den store betydning for valgets udfald. Den seneste måling giver fortsat et solidt flertal til Nicolas Sarkozy, der står til at få 54 procent af stemmerne.