Den svenske prinsesse Madeleine må nu sande, at hendes børn ryger et hak længere ud i den svenske tronfølge.
Det sker fordi hendes storebror, prins Carl Philip, nu venter sit første barn sammen med sin udkårne prinsesse Sofia, skriver BT.
Carl Philip er det næstældste af kong Carl Gustaf og dronning Silvias børn, og det betyder, at den kommende prins eller prinsesse overhaler både prinsesse Madeleine og hendes to børn i tronfølgen.
- Madeleines børn vil glide ud på sidelinjen, når de bliver voksne. De vil mere skulle klare sig selv. De vil komme til at være nogle perifere medlemmer af kongefamilien, som vil skulle ud og skaffe sig et almindeligt arbejde, da de sikkert ikke vil få meget apanage, hvis de overhovedet får noget, siger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til BT.
Øverst i den svenske tronfølge er kronprinsesse Victoria og hendes snart to børn. Men modsat i Danmark, hvor kronprins Frederik har hele fire børn og prins Joachims børn derfor er langt nede i tronfølgen, vil Carl Philips børn fortsat være relativt højt oppe.
Lars Hovbakke Sørensen mener derfor, at man vil kunne sammenligne det liv, som prinsesse Madeleines børn vil få, med det liv som eksempelvis prinsesse Benediktes børn har.
- De er eksempler på nogle, der lever et helt almindeligt liv, har et arbejde og er en del af det almindelige samfund, siger han til BT.