Den har sneget sig over grænsen fra Tyskland. Og nu er den i færd med at sprede sig i de danske vandløb og åer. Vi taler om rotternes konge. Bisamrotten.
En enorm rottelignende graver, som kan veje helt op til to kilo og blive en halv meter fra snude til halespids.
Oprindeligt stammer Bisamrotten fra USA, men i løbet af 1900-tallet blev den udsat flere steder i Europa. Nu har den nået Danmark og er helt vild med de danske vådområder, som moser, åer og søer.
Her kan den grænseoverløbne rotte være et stort problem, fordi den ligesom bæveren elsker at bygge store huler af træer og krat.
- Bisamrotten kan underminere brinker og vandløb. Den kan gnave og grave og lave ødelæggelser i stort omfang. Det kan faktisk være farligt, hvis de undergraver veje, som så kan styrte sammen, siger Hans Erik Svart, der er biolog i Skov- og Naturstyrelsen og øverste ansvarlige for bekæmpelsen af indvandrende arter i Danmark
Indtil videre er Bisamrotten kun spredt sig i Sønderjylland, men biologer og vildkonsulenter frygter, at den vil brede sig til resten af landt. Derfor må jægere skyde Bisamrotten året rundt.
Tilbage i 2002 gjorde et par fiskere i Sønderjylland store øjne, da en Bisam-rotte på en halv meter dukkede op i deres garn. Rotten kan i dag ses i udstoppet tilstand på Egetofte Naturskole ved Sønderborg.