En beboer på Plejecenter Skovvænget i Bjerringbro er formentlig blevet bidt af en rotte.
Beboeren er muligvis blevet bidt ved håndleddet og er blevet tilset af en læge og vaccineret. Personen har det godt, og personalet holder øje med såret, skriver Viborg Kommune i en meddelelse.
Udover at der er konstateret en rotte i beboerens lejlighed, er der fanget en rotte i et køkken i et beboerafsnit.
Der er blevet sat fælder op "for at fange en yderligere rotte, som har efterladt sig spor i en plejebolig. Denne rotte er muligvis fanget her tirsdag morgen, da der blev fundet en rotte i en giftkasse uden for plejecenteret", skriver kommunen.
Mandag gik plejecentrets personale i gang med at rengøre og desinficere køkkenet.
Ifølge kommunen har Rottebekæmpelsesfirmaet Mortalin oplyst, at det er sandsynligt, at forekomsten af rotter hænger sammen med, at der bygges om i nærliggende områder.
Plejecenter Skovvænget har desuden kaldt ekstra personale ind og det undersøges om det er muligt at opsætte gulvsensorer.