Af Ellen Stampe - elst@avisen.dk
Hans hvide ISS-bil triller op foran en privat havelåge i Tilst. Rottefænger Tonny Thomsen tager sit grej og traver op ad indkørslen. Borgeren har set en rotte i sit skur. Med den ene hånd banker han på glasset i døren og råber hallo. Det er vigtigt, at borgeren selv fortæller, hvor han har set dyret, og selv er med, når rottefængeren lægger giften.
Bag nogle hylder, der står på jorden i skuret, tjekker han grundigt jorden.
»Pas nu på jeres børn og husk at smide giften væk efter 14-16 dage, så hunden ikke spiser den,« siger han til Michael Jensen, manden, der har fået ubudne gæster i sit skur.
Sådan siger han altid til folk, så de ikke glemmer det.
Michael Jensen nikker. Han troede bare, det var en solsort, der pilede hen ad gulvet i går, da han åbnede døren. Men solsorte hopper. Dyret her løb – og så havde den en lang hale.
Rotter kan huske
Med bløde bevægelser drysser rottefængeren nogle få røde giftkorn ud på jorden og efterlader to små poser.
Han forklarer, at en rotte kan huske i syv til otte timer, så hvis den spiser noget af giften og bliver dårlig af det, spiser den ikke nok til at dø.
»Derfor virker giften først efter tre til seks døgn,« siger han. Faktisk er han ret fascineret af de små dyr, han forsøger at bekæmpe.
»Hvis en rotte slipper fri af en smækfælde, så går den aldrig i en igen,« siger han med løftede øjenbryn.
I de tilfælde bliver rottefangeren nødt til at sætte et bur op og fange rotten levende. Giften, som bliver brugt til at slå rotterne ihjel, er barske sager. Efter tre til seks døgn dør rotten af blødninger i de indre organer eller blødning under huden.
»Jeg tror, det gør ondt på den. Ja, det er faktisk temmelig inhumant, men vi har bare ikke andre muligheder. Der er lavet forsøg med andre former for fælder, men rotterne lærer hurtigt, og så kan vi ikke bruge dem,« siger han.