Dem, der er bange for rotter, kan godt glemme alt om at hoppe op på en stol. Det nytter nemlig ikke meget, når rotten er på størrelse med en tyr og vejer mellem 800 og 1.400 kilo.
Forskere i Uruguay har fundet et fossil efter en kæmperotte, der levede for cirka fire millioner år siden, skriver nyhedsbureauet AP. Alene kraniet er en halv meter lang, hvilket tyder på, at selve dyret har været 2,5 meter lang.
- Den er helt anderledes end de rotter og mus, vi er vant til, siger Bruce Patterson fra Field Museum i Chicago ifølge AP.
Han tilføjer, at det er den største gnaver, han nogensinde har hørt om og tilføjer, at ur-rotten er nært beslægtet med et marsvin eller et hulepindsvin.
Fossilet blev fundet for 20 år siden, men har været gemt væk på et museum i Uruguay.
- Ud fra hvad vi kan sige, ved vi, at det var en planteæder, der levede på flodbreder eller langs vandløb i skovområder, siger Andres Rinderknecht, der fandt fossilet på Uruguays nationale historie- og antropologimuseum.