DBU er på overarbejde i disse dage. Ikke nok med at unionen skal kæmpe med UEFA for at få omgjort den tåbelige 250 kilometers-dom fra kampen mod Sverige.
Nu skal DBU også finde hoved og hale i sagen fra Roskilde i lørdags mellem FC Roskilde og Lolland-Falster Alliancen, der blev afbrudt et minut før den ordinære spilletids ophør.
Det skete, fordi to tilskuere løb ind på banen og overfaldt udeholdets målmand med peberspray eller tåregas. Det fik dommer Claus Høgh-Jensen til at forlade banene med sine to liniedommere. Samtidig blev Lolland-Falster Alliancens målmand formelt udvist for en hævneakt mod den tilskuer, der angreb ham.
DBU har modtaget dommerens indberetning af sagen, og inden onsdag eftermiddag skal de to involverede klubber give deres redegørelser for forløbet. Herefter vil DM-disciplinærudvalget behandle sagen, som forventes afsluttet sidst på ugen.
Udvalget vil tage stilling til kampens afbrydelse og resultat, til udvisningen af målmanden, samt til FC Roskildes ansvar som arrangør af kampen og sikkerhedsansvarlig .
Den disciplinære afgørelse, som vil omfatte en stillingtagen til kampens afbrydelse/resultatet, stillingtagen til FC Roskildes ansvar som kamparrangør og dermed sikkerhedsansvarlig.