18 dage før portene åbnes for festivalfolket, kan Roskilde Festival melde udsolgt af endagsbilletter til lørdagen.
Dermed mærker festivalen effekten af den sene booking af Metallica, der er programsat lørdag klokken 22.30.
- Lige siden vi offentliggjorde Metallica til at spille på årets Roskilde Festival, har vi mærket et forstærket tryk på billetsalget, som i forvejen går rigtig godt, siger festivalens administrerende direktør, Henrik Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Ud over Metallica spiller blandt andre Kris Kristofferson og The National også om lørdagen.
Dermed er det nu blot muligt at købe endagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag. En endagsbillet til torsdag koster 650 kroner. De andre dage er prisen 950 kroner.
Festivalen regner med at få solgt samtlige partoutbilletter, altså billetter til alle dagene.
- Som ved de seneste mange festivaler forventer vi også at få udsolgt til Roskilde Festival 2013, fortæller Henrik Rasmussen.
En partoutbillet koster 1890 kroner.
Festivalen indledes den 29. juni med de sædvanlige opvarmningsdage. Musikken starter officielt torsdag den 4. juli.
/ritzau/