I weekenden slår årets største, danske festival dørene op for tusindvis af glade gæster.
De engagerede festivaldeltagere, der står klar med sovepose og telt, når dørene til campingpladsen åbner lørdag, kan glæde sig over et dejligt sommervejr at vente i. Det bliver nemlig tørt og relativt solrigt med 18-19 grader.
Og det bliver kun bedre - søndag, hvor campingpladsen allerede er fyldt med iglotelte, pavilloner og fulde svenskere, stiger temperaturen yderligere, oplyser TV2 Vejret.
"Frem mod søndag ser det ud til at blive rigtig flot solskin med temperaturer i omegnen af 20 til 22 grader. Og det vil jo føles væsentlig varmere, når man sidder i solen," fortæller meteorolog Andreas Nyholm.
Mandag og tirsdag bliver det for alvor tid til at krybe ind under pavillonens skygge, da termometret sniger sig op på 25 grader. Så der er dømt tid til vandkamp og varme øl.
Det er endnu usikkert, hvordan vejret arter sig, når musikken starter, men der er en tendens til, at det varme vejr fortsætter.
Det ser heller ikke ud til, at der bliver meget brug for gummistøvler og regntøj - der er nemlig relativt små chancer for, at Roskilde bliver regnfuld i år.