En hurtig internetsøgning og en blodfortyndende hovedpinepille reddede for nylig Rosie O'Donnells liv.
Den 50-årige komiker og forfatter huskede nemlig at have set reklamen for den pille, som fortyndede hendes blod. Hun ringede ikke 911, men ventede med at tage til lægen til næste dag.
- Tak skæbne, jeg blev reddet af en tv-reklame, skrev hun mandag på sin blog.
Lægens undersøgelse viste, at en af tv-personlighedens store pulsårer var kalket næsten helt til, så blodet ikke kunne passere.
- De kalder denne type hjerteanfald for 'enke-mageren', så jeg er vist heldig, at jeg stadig er i live, skriver Rosie O'Donnell på sin blog.
Hjerteproblemerne begyndte, efter at komikeren havde hjulpet en meget overvægtig kvinde, som havde problemer med at komme ud af sin bil. Få timer efter kunne O'Donnell mærke store smerter i brystet.
Lægerne på sygehuset har nu foretaget en ballonudvidelse i den tilkalkede pulsåre. Den skal holde åren åben, så blodet igen kan flyde uden problemer. Til People.com siger Rosie O'Donnells talsperson, at hun "hviler sig og priser sig lykkelig over at være i live".
Mange kvinder når nemlig ikke engang til sygehuset, før det er for sent. Det bekymrer Rosie O'Donnell, at halvdelen af de kvinder, som får et hjerteanfald, ikke engang ringer efter en ambulance.
- Alle kvinder bør lære symptomerne, lytte til stemmen i hjertet, som er så nem at ignorere, og så skal man aldrig, aldrig tøve med at ringe 911, skriver den lettede stjerne på sin blog.
/ritzau/