Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er dømt til at afsone 50 dages fængsel for et overfald på en taxachauffør, men det er endnu uvist, hvornår det bliver.
Står det til hans norske klub, Rosenborg, skal afsoningen begynde snarest.
- Vi forventer, at han afsoner dommen så hurtigt som muligt. Det er helt klart vores holdning, fastslår Rosenborgs daglige leder, Tove Moe Dyrhaug, til TV2 Norge.
Ifølge det norske medie har Bendtner planlagt en længere juleferie med sin kæreste, men det har klubben intet kendskab til.
Klubben mener, at Bendtner skylder at afsone, så snart det kan lade sig gøre, fordi klubben har støttet ham og givet ham en chance mere trods voldsdommen.
- Ja, og det er han enig i. Det er en aftale, vi har, siger Dyrhaug.
Rosenborg skal på søndag spille pokalfinale mod Strømsgodset, og derudover venter 13. december en udekamp mod RB Leipzig i Europa League-gruppespillet, hvor den norske klub for længst har udspillet sin rolle.
Derefter venter vinterpausen, inden den nye sæson begynder i slutningen af marts.
Bendtner valgte i første omgang at anke sin dom, men accepterede den siden hen.
/ritzau/