Striden mellem de norske fodboldklubber Rosenborg og Haugesund er blevet løst, så træneren Eirik Horneland i fremtiden kan træne den norske mesterklub, der har Mike Jensen og Nicklas Bendtner i spillertruppen.
Det oplyser Haugesund, der har været den forurettede part, siden Rosenborg 3. januar annoncerede, at Horneland var klubbens nye træner.
Det gjorde Rosenborg uden at have fået tilladelse af Haugesund, som mente, at klubben havde papir på Horneland i yderligere en sæson og derfor var berettiget til kompensation for at lade sin træner gå.
Polemikken fik efterfølgende Rosenborg til at aflyse det pressemøde, hvor Horneland officielt skulle præsenteres som ny cheftræner i storklubben.
Gennem weekenden har klubberne forhandlet om en passende kompensation, men nåede ikke til enighed.
Derfor var det Eirik Horneland og assistenttræner Karl Oskar Emberland, der mandag stod for årets første træning i Haugesund, inden de sent mandag aften alligevel fik lov til at skifte til Rosenborg.
Ifølge den norske avis VG kompenserer Rosenborg Haugesund med tre millioner norske kroner for træneren. Det svarer til cirka 2,3 millioner danske kroner.
Der går noget tid, før Rosenborgs nye trænerteam kommer til at møde Nicklas Bendtner.
Angriberen indledte i torsdags 50 dages afsoning med fodlænke, efter at han sidste år blev dømt for vold mod en taxichauffør. Afsoningen foregår i København.
/ritzau/