Sæsonens fjerde Formel 1-grandprix står for døren i Bahrain, og det helt store samtaleemne har naturligvis været balladen mellem Mercedes-folkene Lewis Hamilton og Nico Rosberg.
De to var alt andet end begejstrede for hinanden efter løbet i Kina, hvor Hamilton vandt foran Rosberg.
Derfor hviler verdens øjne også tungt på de to holdkammerater i Bahrain, og fredag tog tyske Nico Rosberg den første lille sejr i deres indbyrdes konkurrence.
I den anden frie træning var Rosberg hurtigste mand rundt på banen foran Hamilton, der var 0,115 sekund langsommere.
Til gengæld indikerede træningen også, at Mercedes-bilerne fortsat er langt foran konkurrenterne.
Rosberg og Hamilton var omkring et halvt sekund hurtigere end Kimi Raikkonen og Sebastian Vettel i de to Ferrari-biler, som kom ind på de næste placeringer.
Tidskørslen til løbet afvikles lørdag, mens grandprixet som vanligt løber af stablen søndag, og efter fredagens træning må Mercedes-bilerne nok en gang regnes for klare favoritter.
Lewis Hamilton fører VM-stillingen med 68 point foran Sebastian Vettel med 55 point og Nico Rosberg med 51 point.
/ritzau/