Alt andet end tre point ville være en skuffelse for Manchester United, som da også vandt en kneben 2-0-sejr hjemme over Crystal Palace.
På mål af klubbens stjerneangribere Robin van Persie og Wayne Rooney sikrede United sig sejren, selv om udeholdet nok vil føle sig snydt.
I slutminutterne af første halvleg faldt kampens mest kontroversielle og afgørende situation. Uniteds Ashley Young kom alene igennem, men blev kantet lige uden for feltet.
Dommer Jonathan Moss så straks forseelsen, forhørte sig hos sin linjevogter og dømte derefter både straffespark og rødt kort til Palace-spilleren Kagisho Dikgacoi.
Det var en kendelse, som Crystal Palace-spillerne var stærkt utilfredse med, og det røde kort samt straffesparket virkede som en decideret fejldom, der formentlig vil blive diskuteret efterfølgende.
Robin van Persie var ligeglad, ventede til en nedtrykt Dikgacoi havde forladt banen og sendte bolden sikkert i nettet.
Kort forinden havde Robin van Persie trykket af på overliggeren efter et fornemt oplæg fra Wayne Rooney.
På et mål direkte på frispark cementerede Rooney sejren i slutningen af anden halvleg.
Anders Lindegaard sad ikke på bænken hos United som reservemålmand. Det gjorde Ben Amos derimod.
/ritzau/