Manchester United fik yderligere tre point på kontoen, da de lørdag gæstede bundholdet Middlesbrough. Helt som forventet trak topholdet sig sejrrigt ud af det opgør med cifrene 2-1.
Der stod Manchester United på det meste af spillet kampen igennem, uden at topholdet på nogen måde brillerede. Som sædvanlig var Christiano Ronaldo dog her, der og alle vegne, og Middlesbrough-forsvaret havde nok at gøre med at holde styr på den hurtige spiller.
Det var også ham, der sikrede Manchester United et straffespark efter et kvarters spilletid, da Middlesbroughs målmand Mark Schwarzer efter at være blevet godt og grundigt snydt af en fri Christiano Ronaldo i feltet fik hægtet den hurtige spillers ene ben og i første omgang forhindret en scoring. Men dommeren takserede altså taklingen til at være ulovlig, og Louis Saha kunne efterfølgende udnytte straffesparket sikkert til Manchester United-føring 1-0.
Det var også Christiano Ronaldo, der stod for en anden af første halvlegs store chancer til ?The Reds?, da han sendte et pragtfuld langskud direkte mod Middlesbrough-målet. Denne gang fik han dog ikke overlistet Mark Schwarzer. Keeperen fik nemlig vippet skuddet over mål med det yderste af fingerspidserne.
I anden halvleg kom hjemmeholdet meget bedre med, og i det 66. minut lykkedes det Middlesbroughs James Morrison at udligne til 1-1.
Lige lidt hjalp det dog, for Manchester United svarede hurtigt igen. Blot få minutter efter kunne Darren Fletcher nemlig igen bringe gæsterne foran på hovedstød efter et flot indlæg af Ryan Giggs.
Med endnu en sejr lægger Manchester United et vedvarende pres på forfølgerne fra Chelsea, der også skal vinde sine kampe for at hænge på i toppen. Efter lørdagens sejr er Manchester United seks point foran Chelsea.