Paris Saint-Germain var foran 1-0 og havde Real Madrid halvt nede i sækken i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.
Men Cristiano Ronaldo vendte fodboldkampen på hovedet ved at score to gange, inden Real Madrid-backen Marcelo cementerede sejren med målet til 3-1.
Resultatet i Madrid gør returopgøret i Frankrig til en særdeles svær opgave for det stjernespækkede PSG-mandskab, der ellers kom bedst fra start.
Efter lidt over en halv time lykkedes det udeholdet at komme foran.
PSG-angriberen Kylian Mbappé sendte en bold ind i feltet, og Real Madrid-backen Nacho fik sat en tackling ind på Neymar.
Bolden røg dog lige ud til PSG's midtbanespiller Adrien Rabiot, der opportunistisk havde taget et dybdeløb, mens Real Madrids midtbane stod stille.
Derfor kunne franskmanden uforstyrret hamre 1-0-målet op i nettaget uden chance for Real Madrid-keeper Keylor Navas.
Kampen var en underholdende affære, og angrebene bølgede frem og tilbage i begge ender af banen.
Der gik et sus igennem publikum, når PSG-stjernen Neymar, der tidligere har spillet i FC Barcelona, havde bolden. Men brasilianeren formåede ikke at få nok ud af sit spil.
Ofte forsøgte Neymar selv at drible eller afslutte, når han skulle have spillet en holdkammeret i en bedre position.
Kort før pausefløjtet begik PSG-spilleren Giovani Lo Celso et unødvendigt straffespark, da han holdt fast i Toni Kroos, som lod sig falde med det samme.
Ronaldo scorede sikkert fra 11-meter-pletten og nåede dermed op på 100 Champions League-mål for Real Madrid. Målene er faldet i 95 kampe for den spanske klub.
Det blev også til Champions League-mål nummer 101 i Real Madrid-trøjen for Ronaldo efter 83 minutter, da han med knæet fik skovlet bolden ind over målstregen efter dårligt forsvarsspil af PSG.
Tre minutter senere øgede Marcelo med en smuk afslutning til slutresultatet 3-1. Bolden ramte en PSG-spiller på vej i mål.
Real Madrid-træner Zinedine Zidane kunne ses smile efter hjemmeholdets tredje mål, der formentlig giver lidt mere ro omkring franskmanden, der har været rygtet tæt på fyring i tilfælde af samlet nederlag til PSG.
Der er returkamp om tre uger i Paris.
/ritzau/