Skaderne vælter ind over FC Barcelona, som er hårdt ramt i forvejen. Under søndagens 2-2-kamp mod Real Madrid pådrog Dani Alves sig en lårskade, der holder ham ude af spillet i tre uger.
Dani Alves blev skadet i venstre lår efter 28 minutters spil, og den brasilianske højreback måtte lade sig udskifte med Martin Montoya.
I forvejen må Barcelona undvære de spanske midterforsvarere Gerard Pique og Carles Puyol. Også midtbanespilleren Thiago er ude med en skade.
Skaden betyder, at Alves misser Brasiliens kommende venskabskampe mod Irak og Japan, som spilles 11. og 16. oktober.
Hos Real Madrid pådrog Cristiano Ronaldo sig en skade i skulderen. Ronaldo scorede begge Real-mål i storkampen El Clásico på Camp Nou. Portugiseren landede hårdt på skulderen, da han forsøgte sig på et saksepark i anden halvleg.
- Spilleren venter på medicinsk personale, som skal lave flere test af skulderen i de kommende timer, oplyser Real Madrid på sin hjemmeside.
Ronaldo skal efter planen spille VM-kvalifikationskampe mod Rusland og Nordirland de kommende uger.