Den danske landsholdskeeper Thomas Sørensen står til en bøde i sin engelske klub, Aston Villa, skriver formiddagsavisen The Sun.
Sørensen har nemlig brokket sig over, at klubben har hentet en direkte konkurrent til ham selv i form af Liverpool-talentet Scott Carson. Og det er vel meget naturligt, at man lige markerer sig for at sætte et par ting på plads om, hvem der er ældst og øverst i hierakiet, og hvem der bør være klubbens førstemålmand.
Men her på Sport & Spe-redaktionen spekuleres der i, om der vitterlig er tale om en bødestraf til den lange keeper for brok over nyindkøbet, eller om der ikke snarere er tale om en decideret dummebøde. For det er ikke mange måneder siden, at selvsamme Thomas Sørensen krævede forstærkninger til truppen, hvis den skulle begå sig i den bedste halvdel af Premier League.
Så kan man da tale om at save den gren, man selv sidder på, over.
Thomas Sørensen er dog ikke den eneste i engelsk fodbold, der er af den opfattelse, at det bedste forsvar er angreb. West Ham, der er ved at blive sagsøgt af sidste års nedrykkere Sheffield United fordi klubben ulovligt har anvendt Carlos Tevez, går nu til modangreb. Londonklubben arbejder på et modsøgsmål for gentagen kritik af klubben fra Sheffield Uniteds side.
Og nu er vi er ved bøder, så bliver Thomas Sørensens bøde næppe i millionklassen. Det gør til gengæld den bøde, som Sir Alex Ferguson vil overbringe Manchester United-stjernen Cristiano Ronaldo, der forleden blev vist ud for en skalle og nu må sidde ude tre kampe. Gamle Sir Alex vil statuere et eksempel og bede Ronaldo indbetale mellem en og to millioner kroner. Men mon ikke Ronaldo klarer sig for den resterende årsgage på omkring 50 millioner?