Det portugisiske fodboldlandshold kan fortsat håbe på at tage den direkte vej til VM i Brasilien næste år.
Fredag aften vandt Portugal med Cristiano Ronaldo i storform 4-2 ude over Nordirland.
Real Madrid-stjernen lavede hattrick i kampen, hvor Portugal spillede sig tilbage på førstepladsen i kvalifikationsgruppe F.
Alle tre mål faldt i den sidste fjerdedel af kampen, efter at nordirerne ellers havde bragt sig foran 2-1.
Hjemmeholdet vandt til gengæld kampen om flest røde kort med to mod et til Portugal.
Portugiserne har 17 point for otte kampe, hvilket er to point flere end Rusland.
Russerne, der kun har spillet syv kampe, vandt tidligere fredag 4-1 hjemme over Luxembourg, og det russiske hold kan dermed selv bestemme, om holdet skal tage førstepladsen i gruppen.
Nummer et kommer direkte til VM, mens andenpladsen kan udløse playoff-kampe om en plads ved slutrunden i Brasilien.
/ritzau/