Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo, der i år blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, modtog onsdag mere hæder.
Den portugisiske ø Madeira, hvor Ronaldo er født, har opkaldt øens lufthavn efter ham. Cristiano Ronaldo International Airport, hedder lufthavnen ved hovedbyen Funchal nu.
- For mig er det noget ganske særligt, jeg føler mig lykkelig og beæret, sagde den 32-årige Real Madrid-spiller.
- Cristiano, Cristiano, Cristiano, lød hyldestråbene fra de hundredvis af mennesker, der var mødt frem i lufthavnen for at hylde Ronaldo.
Også Portugals premierminister, António Costa, og præsidenten, Marcelo Rebelo de Sousa, deltog.
Ved samme lejlighed afsløredes en buste af fodboldspilleren og en udstilling med billeder af ham, som en række kunstnere står bag.
Beslutningen om at opkalde Madeiras lufthavn efter Ronaldo er imidlertid også blev mødt af kritik.
En af kritikerne er socialistpartiets tidligere udenrigsminister Francisco Seixas da Costa, der mener, at det er "grænseløs, turistisk opportunisme".
Turisme er den største indtægtskilde for Madeira, der ligger i Atlanterhavet omkring 500 kilometer ud for Afrikas nordvestkyst.
Årligt passerer cirka 2,5 millioner mennesker igennem lufthavnen.
Ronaldo har i forvejen åbnet et hotel og et museum på øen.
Han er ikke den første verdensberømte fodboldspiller, der har fået en lufthavn opkaldt efter sig.
I Belfast i Nordirland fik den tidligere Manchester United-spiller George Best opkaldt en lufthavn efter sig i 2006, som var året efter hans død.
/ritzau/dpa