Den ubetinget største kvindemagnet på den internationale fodboldhimmel Cristiano Ronaldo skal være far.
Det afslører han over for sine fans på sin hjemmeside.
"Det er med stor glæde og mange følelse, at jeg kan informere om, at jeg er blevet far til en lille dreng," skriver han på Facebook og cristianoronaldo.com.
Men hvem der er moderen og alle andre detaljer vælger den portugisiske stjerne at holde for sig selv.
"Jeg er blevet enig med babyens mor om, at hendes identitet vil forblive hemmelig. Min søn vil være under min fulde forældremyndighed. Der vil ikke komme flere oplysninger frem, og jeg beder alle om at respektere mit og barnets privatliv. Især når det gælder så personlig et tema," slutter Ronaldo den korte besked.
Om de portugisiske, spanske og ikke mindst britiske sladdermedier vil lade Ronaldo have den hemmelighed i fred vil vise sig de kommende dage.