Cristiano Ronaldo sparkede Real Madrid i Champions League-semifinalen efter et kontroversielt straffespark i overtiden mod Juventus.
Ronaldo selv er dog ikke i tvivl om kendelsen.
- Der er klart straffe. Jeg forstår slet ikke, hvorfor de brokker sig så meget, men sådan er fodbold, siger Ronaldo til tv-stationen TV3+.
Straffesparkskendelsen fik Juventus-målmanden Gianluigi Buffon til at overfuse Michael Oliver, der var kampens dommer, og flere andre Juventus-spillere brokkede sig også over kendelsen.
Tumulten resulterede i et rødt kort til Buffon og betød, at straffesparket først kunne først sparkes efter syv minutters overtid.
Ronaldo var hverken tilfreds med det eller kampen generelt.
- Det tog en evighed, før jeg kunne tage det (straffesparket, red.). Det er en kamp, vi skal lære af. Lad det være lektien, at intet i fodbold bliver givet til dig. De var rigtig gode, siger Ronaldo ifølge Uefa.com.
Real Madrid vandt det første opgør sikkert med 3-0 i Torino, men kom overraskende under et voldsomt pres i opgøret, og spaniernes ellers så sikre semifinaleplads kom i fare, da Blaise Matuidi bragte Juventus foran 3-0 efter en times spil.
På trods af at spanierne næsten smed det hele væk, var Madrid-træner Zinedine Zidane tilfreds efter kampen.
- Jeg er tilfreds. Over 180 minutter fortjener vi at gå videre. Vi havde mange chancer i dag, men bolden ville ikke gå i mål, og vi blev nødt til at lide, siger Zidane.
Real Madrid, Bayern München, Liverpool og Roma er de fire hold i semifinalen.
Der er lodtrækning på fredag.
/ritzau/