Cristiano Ronaldo er jagtet vildt af fotografer verden over. Et kompromitterende billede kan nemlig sikre en klækkelig kontant belønning til manden bag linsen.
På sin ferie i hjemlandet fik Real Madrids guldfugl nok af den evige jagt og gjorde kort proces.
Det skriver engelske The Sun, men historien pryder også forsiden på adskillige portugisiske aviser.
Fotografen sad i sin bil og 'skød', da Ronaldo fra sin Ferrari opdagede ham. Den portugisiske darling blev så vred, at han straks hoppede ud af luksuskøretøjet og sparkede bilruden i stykke, til stor overraskelse for paparazzien.
Uheldigvis for Reals nye numme 9 ramte det smadrede glas også en forbipasserende teenagepige, og det er nu blevet en sag for det lokale politi.
Ronaldo selv mener, at den 17-årige pige er en stalker, der bliver ved med at forfølge ham.
Samtidig lyder det i en erklæring fra superstjernen, at hans mor blev så vred over fotografen, "at jeg blev nødt til stoppe bilen, og overbevise ham om at lade os være i fred."
Ronaldo viser i det hele taget meget omsorg for sit biologiske ophav.
"Når jeg er sammen med min mor, så har jeg svært ved at håndtere den slags situationer," lyder det videre i erklæringen.
Hvor slemt pigen blev ramt af de flyvende glasskår, melder historien ikke noget om.