- I aften beder jeg jer følge mig mod en bedre fremtid.
Sådan indledte den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney torsdag aften lokal tid for alvor kampen om Det Hvide Hus med sin tale ved Republikanernes konvent i Florida.
Det gjorde han ved først at acceptere nomineringen som Republikanernes kandidat til præsidentposten, og dernæst stod han sin hidtil sværeste politiske prøve med sin tale til vælgerne.
At dømme ud fra de gentagne stående bifald, den vedholdende hujen og det insisterende kampråb "USA, USA", som flere gange lød fra de mange fremmødte, klarede Romney prøven til topkarakterer.
Særligt hver gang Romney kom ind på nuværende præsident Barack Obamas bedrifter i lederstolen - eller snarere mangel på samme - blev det mødt med vild begejstring.
- Du ved, der er noget galt med det arbejde, han har udført som præsident, når den bedste følelse du har haft, var den dag du stemte på ham, lød det fra Romney, og salen brød ud i latter.
Familie var også et centralt element i talen, der var Romneys første store mulighed for at tale direkte til vælgerne, som ifølge seneste meningsmåling er splittede. Begge kandidater står til at få 43 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.
Romney brugte adskillige minutter på at fortælle om først sine forældre, dernæst om sit eget ægteskab med Ann Romney, som åbnede Republikanernes konvent med en tale i tirsdags.
Den 65-årige præsidentkandidat opfordrede til sidst amerikanerne til at lægge deres skuffelse over Barack Obama bag sig og i stedet slutte sig til ham i kampen for at genopbygge USA's økonomi og skaffe millioner af nye job.
- Det, der er brug for i vores land i dag, er ikke kompliceret eller omfattende. Vi har ikke brug for en særlig regeringskommission, som kan fortælle os, hvad USA har brug for. Det USA har brug for er job. Masser job, sagde Romney.
/ritzau/