Ann Romney vil i sin tale under Det Republikanske Partis konvent i Florida omtale sin ægtefælle som en beslutsom problemknuser, og den person, som USA har behov for.
Den 65-årige Mitt Romney blev formelt nomineret som præsidentkandidat ved konventet i Tampa, Florida, sent tirsdag aften dansk tid.
- Ved hver eneste vendepunkt i livet har denne mand, som jeg mødte under en fest i skolen, hjulpet andre mennesker, lyder det fra Ann Romney i talen, ifølge et udskrift, som på forhånd er udleveret til medierne.
Ann Romney holder sin tale tirsdag aften lokal tid.
- Han er manden, som hver eneste dag står op med en fast overbevisning om at løse problemer, som andre mener ikke kan løses, og reparere det, som andre har opgivet at reparere, siger Ann Romney videre i talen.
Hun blev i 1998 diagnosticeret med multipel schlerose og har rost sin ægtefælle for at hjælpe hende med at komme igennem en dyb depression.
- Dette er manden, som vil arbejde hårdere end nogen anden, og derfor gøre det muligt for os andre at arbejde lidt mindre hårdt, siger hun i talen til de mange delegerede.
Den 63-årige Ann Romney har kendt sin ægtefælle i næsten 50 år. Hun afviser beskyldningen om, at Mitt Romney aldrig har måttet slide sig til succes i tilværelsen og derfor ikke har kendskab til den amerikanske middelklasses daglige problemer.
- Jeg ved ikke, hvad der vil ske de næste fire år. I aften kan jeg som hustru, bedstemor og amerikaner kun give jer et højtideligt løfte om, at denne mand ikke vil fejle. Han vil ikke skuffe os, og han vil give USA et løft, siger Ann Romney.
70 dage før valget den 6. november tyder på flere meningsmålinger på et tæt løb mellem Mitt Romney og den demokratiske præsident, Barack Obama.
/ritzau/Reuters