Kaare Sørensen skriver fra New York.
Det gjorde ondt.
Det var tydeligt, da Mitt Romney i
dag med sænket hoved måtte erkende, at slaget er ovre – og han har tabt.
- Jeg hader at
tabe, min kære familie og venner. Og hvis det kun handlede om mig, så ville jeg
fortsætte kampen. Men det har aldrig kun handlet om mig. Jeg gik ind i præsidentkampen,
fordi jeg elsker Amerika. Og nu er det på tide, at jeg trækker mig, sagde Mitt
Romney.
Publikum svarede igen med tavshed
kun afbrudt af enkelte udråb som ”åh, nej”.
Alle venter på Huckabee
Den velhavende forretningsmand Mitt Romney trækker sig efter
tallene har vist, at han kun har en teoretisk mulighed for at vinde.
Officielt hedder forklaringen dog,
at han trækker sig for, at John McCain hurtigere kan blive republikanernes
præsidentkandidat – og han således kan komme i gang med en national
kampagne for at fortsætte krigen i Irak.
I stærkt modsætning til
demokraternes to kandidater Hillary Clinton og Barack Obama, der har lovet at begynde
en større tilbagetrækning, hvis de sætter fod i Det Hvide Hus.
- De har gjort deres synspunkt klar.
De vil trække sig tilbage. Opgive. Og det kan vi ikke lade dem gøre, sagde den
60-årige Romney - nu til bifald fra publikum.
- Noget af det vigtigste er kampen mod militante islamister. Den kan vi ikke tåle at tabe, sagde han.
Tilbage i republikanernes rækker er
nu alene John McCain og den undertippede Mike Huckabee. Ved valget i tirsdags vandt McCain 504
delegerede, mens Romney fik 175 og Huckabee fik 141.