Romney til partifællen Akin: Drop Senatet

Mitt Romney, republikansk præsidentkandidat, opfordrer Akin til at droppe valgkamp efter voldtægtskommentar.

De amerikanske republikaneres kandidat til præsidentvalget i USA i november, Mitt Romney, siger rent ud, at hans partifælle Todd Akin bør droppe sit kandidatur til en plads i Senatet i Washington.

Det sker, efter at Akin, der er kongresmand fra Missouri, har udtalt sig om voldtægt på en måde, der har udløst en politisk storm i USA.

Akin er imod abort og har sagt, at kvinder, hvis de voldtages, selv kan blokere for uønsket graviditet.

Mandag sagde Romney, at udtalelsen er umulig at forsvare, men han kom ikke med opfordringer til, at Akin dropper ud af kampen om de folkevalgte pladser i Washington.

Det er anderledes nu.

- I dag har folk i Missouri opfordret ham til at træde til side, og jeg mener, at han bør følge dette råd og forlade valgkampen til Senatet, siger Romney, efter at prominente politikere i Missouri har bedt Akin forlade valgkampen.

- Todd Akins kommentarer var krænkende og forkerte, og han bør alvorligt overveje, hvilken kurs der er i vort lands bedste interesse, siger Romney i en erklæring.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.