Kaare Sørensen skriver fra New York.
Han brugte to millioner kroner alene på tv-reklamer i Michigan.
Og i aftes amerikansk tid, natten til onsdag dansk tid, kunne Mitt Romney så trække gevinsten land.
- I aften markerer begyndelsen til et comeback – et comeback for Amerika… Lad os nu tage kampagnen til South Carolina, Nevada, Florida og over hele landet. Lad os tage det her hele vejen til Det Hvide Hus, sagde Mitt Romney i en sejrstale foran begejstrede støtter i det nordøstlige USA.
Med 86 procent af stemmerne optalt klokken 5 dansk tid stod Mitt Romney til 39 procent af stemmerne, mens John McCain fik 30 procent og Mick Huckabee klarede en tredjeplads med 16 procent.
Første rigtige sejr
Ron Paul, Fred Thompson, Rudy Giuliani og Duncan Hunter fik alle under seks procent.
Mitt Romneys sejr var afgørende for hans fortsatte deltagelse i kampen for at blive republikanernes præsidentkandidat. Romney har tidligere fået en andenplads i primærvalgene i Iowa og New Hampshire, men på nationalt plan har han brug for meget mere omtale for at blive republikanernes naturlige valg til november - og det kan sejren muligvis hjælpe ham til.
Grundet splid mellem den lokale og nationale afdeling af det demokratiske parti var der intet på spil for demokraterne i aftens valg. Hverken senator Barack Obama eller senator John Edwards stillede op, og senator Hillary Clintons sejr på 56 procent er derfor alene symbolsk.
39 procent af de demokratiske vælgere valgte at stemme blankt.
