Foran et stort opbud præsenterede rigmanden og præsidentkandidaten Mitt Romney lørdag Paul Ryan, kongresmedlem fra Wisconsin, som sin vicepræsidentkandidat forud for det kommende præsidentvalg.
Præsentationen forløb dog ikke helt uden problemer - til stor morskab for de fremmødte ved begivenheden i amerikanske Norfolk, Virginia.
- Hjælp mig med at byde velkommen til USA's næste præsident, sagde Romney.
Hvis hans ord stod til troende, var Romney rolle altså udspillet allerede inden valget. Men efter et større latterudbrud, rettede den rige præsidentkandidat sig selv.
- Jeg er kendt for at lave fejl indimellem. Men jeg begik ikke en fejl ved at vælge denne mand, sagde Romney.
- Hjælp mig med at byde velkommen til USA's næste vicepræsident, Paul Ryan, sagde han.
Efter svipseren blev det mere alvorligt, da den nyvalgte Paul Ryan indtog scenen og benyttede lejligheden til at lange ud efter den nuværende amerikanske præsident, Barack Obama.
- Desværre er præsident Obama blevet en del af problemet, og Mitt Romney er løsningen, sagde Paul Ryan.
Ryan talte om, at Obamas økonomiske spor ikke var holdbart, mens Romney blev fremstillet som kandidaten, der kan give USA ny energi.
Trods de hårde ord var tonen overordnet set mere forsonende i forhold til den retorik, der ellers er blevet brugt i valgkampen mellem de to lejre.
Både præsidentkandidaten og hans nye makker brugte da også lang tid på at tale om egen politik frem for Obamas.
Ryan har været en af Romneys vigtigste støtter i kongressen og står blandt andet bag en kontroversiel republikansk budgetplan, som har fået meget kritik af Obama.
Den 42-årige republikaner har stillet forslag til en ændring af den amerikanske sundhedsreform, som selv demokrater ifølge NBC har rost.
/ritzau/