Mens den danske højrekant Dennis Rommedahl er fast inventar på landsholdet, så er fremtiden på klubholdet i hollandske Ajax mere usikker. Det skriver sporten.dk
Hans kontrakt med klubben skal fornys inden 35 dage, hvis Rommedahl skal have et arbejde at komme tilbage til efter VM. Kontrakten er ellers stort set udformet, men rubrikken varighed står gabende tom.
"Jeg kunne have sagt fire år, men for at være realistisk, har jeg bedt om en toårig kontraktforlængelse. Klubben har så en ny politik om, at den kun skriver etårige kontrakter, når spillerne når op i alderen, og eftersom jeg er 31 år og den ældste spiller i truppen, så er jeg oppe i alderen," siger Dennis Rommedahl til sporten.dk.
Trods uenighederne er han dog ikke begyndt at kigge sig om efter en ny arbejdsgiver.
"Jeg har valgt at være loyal over for Ajax ved at sige, at jeg gerne vil snakke med dem først. Jeg vil gerne blive i Holland, og jeg vil gerne spille på højeste niveau, og så er Ajax jo ret passende," siger Rommedahl
Rommedahl kom til Ajax Amsterdam i 2007.