TV 2 Sporten mener at vide, at at den lynhurtige landsholdsfløj er på vej til Getafe, hvor Michael Laudrup ventes at tiltræde som træner i næste uge.
Rommedahls agent, Søren Lerby, er angiveligt i Madrid for at forhandle med klubledelsen. Det er kilder tæt på Rommedahl, der fortæller, at Rommedahl kan blive præsenteret som ny Getafe-spiller allerede onsdag, og at det angiveligt kun er nogle økonomiske detaljer, der mangler, før kontrakten kan underskrives.
- Der er flere muligheder, men ring til mig i morgen, siger Søren Lerby til TV 2 Sporten.
Michael Laudrups chefscout, Erik Larsen, er lige så fåmælt:
- Vi har absolut ingen kommentarer til den slags, siger han.
Til gengæld bekræfter Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, overfor TV 2 Sporten, at der er tale om den hurtige fløjspiller.
Michael Laudrup selv er ikke fysisk tæt op forhandlingerne. Han holder ferie med familien i USA, hvorefter han ventes at flyve til Danmark. Først den 17. juli flyver han formentlig til Spanien.
Men Getafes præsident, Angel Torres, sagde mandag, at Laudrup bliver præsenteret på tirsdag.
- Jeg har ingen kommentarer til Laudrup, før han bliver præsenteret her
på næste tirsdag, sagde han mandag til Ritzau Bureau´.