Den bedste hollandske fodboldrække Æresdivisionen er bedre end Superligaen.
Det vurderer Dennis Rommedahl, som mandag annoncerede sit skifte fra Brøndby til RKC Waalwijk fra den kommende sæson og to år frem.
- Jeg rangerer Æresdivisionen en lille smule højere end den danske Superliga. Der er flere tophold dernede, lad mig sige det på den måde. Der er større konkurrence, så jeg tror, at bredden dernede er stærkere end i Danmark.
- Jeg får i min dagligdag masser af spilletid mod rigtig gode modstandere. Det er en god ting, hvis man skal fortsætte på landsholdet, siger Rommedahl.
Den 35-årige kantspiller tager intet for givet i sin kommende klub, som han også spillede for tilbage i sæsonen 1997/98.
- Jeg skal først ned og bevise mig. Det er ikke sådan, at alt bliver taget for givet, og at jeg bare spiller hver gang.
- Jeg mener selv, at jeg kan være med på højeste niveau, og Waalwijk spiller på det højeste niveau i Holland,
- Jeg kommer stadig til at spille i den bedste liga, og jeg kommer til at spille mod gode hold, understreger Rommedahl.
En af de ting, der trak ved RKC Waalwijk, var muligheden for at få en funktion i klubben, når den toårige kontrakt udløber. Det kunne være en trænertjans, og den samlede pakke lokkede mere end andre tilbud.
- Der var nogle andre muligheder, som jeg kiggede på. Men det var ikke noget, jeg ville. Jeg vidste nogenlunde, hvad jeg selv ville, forklarer han.
Landstræner Morten Olsen, som har fulgt Rommedahl fra begyndelsen, mener, at det er et udmærket valg af klub.
- Han har lyst til at spille fodbold, og der er nogle, der har lyst til at se ham. Det er flot.
- Det viser, at andre tror på hans kvaliteter på dette niveau. Vi har også set den gamle Romme i de seneste par kampe, og det er også ham, vi håber at se i de næste par kampe, siger Olsen.
Rommedahl er i øjeblikket udtaget til landskampene mod Georgien og Armenien. Onsdag aften skal Danmark møde georgierne i Aalborg.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.