Dennis drønede to gange og sendte det danske fodboldpublikum på sommerferie med en 2-0-sejr og et spinkelt håb om og komme til EM.
11 danske spillere med armene om hinanden under nationalmelodien sagde alt om, at det var tid til at stå et skridt tættere sammen end normalt. Og danskerne var tændt fra start og fik fordelt boldene hurtigt og satte letterne under pres.
Allerede her fornemmede man, at Dennis Rommedahl havde noget i støvlerne. Men næsten symptomatisk skulle hjertet helt op i halsen, før vi kunne få forløsningen.
Det skete da Verpakovskis efter otte minutter var alene med Thomas Sørensen. Letten tog et træk, fløj gennem luften og på et halvt sekund fyldtes hovedet med tankerne om rødt kort, straffe, 0-1 og endnu en kamp op ad bakke.
Heldigvis prøvede Verpakovskis at filme sig til et straffe og fik et gult kort.
Boing boing
I stedet for målet, der kunne have knækket danskerne, slog Dennis Rommedahl turboen til og oversprintede sin direkte modstander Zirnis og scorede to gange med få minutters mellemrum.
Første gang på en hurtig kontra, hvor Dennis Rommedahl smed trøjen og blottede en undertrøje med skriften ’boing boing’. Om det var en hyldest til popduoen Nick & Jay eller et forvarsel om, at der var et boing mere i højrebenet, skal være usagt.
Men faktum er, at bolden få minutter senere lå i Letlands netmasker igen – på endnu et boing fra Rommedahl, der heldigvis beholdt trøjen på denne gang. Rommedahl blev skiftet ud i pausen, måske som en manifestation fra Morten Olsen efter den unødvendige advarsel Rommedahl fik ved det første mål.
Men i forløsningens stund skal han tilgives. Det var blot hans andet gule kort på landsholdet og holder han stimen, går der seks år, før der kommer et mere.
En halvleg var nok
Ligesom en halvleg var nok for Dennis Rommedahl, var det også for det danske landshold. Danskerne satte tempoet ned og kom hen i mod slutningen af kampen lige lovligt langt tilbage på banen.
Men sejren kan der ikke pilles ved. Og den lunede.