I filmen 'The Proposal' spiller Sandra Bullock en desperat medarbejder på et bogforlag, der for alt i verden ikke vil sendes hjem til sit hjemland Canada.
Derfor lokker hun sin assistent til at indgå et proforma ægteskab - og her fra udvikler en tosset komedie sig.
Sådan lyder plottet i den film, som flest amerikanere har løst billet til i denne weekend. Hele 34 mio. dollars har den ifølge thr.com tjent over de seneste fridage.
Dermed har filmen skubbet 'The Hangover' - en anden komedie - af pinden som den mest sete i det store land.
'The Hangover' handler om en flok venner på jagt efter deres bedste ven. Og jagten foregår over stok og sten, fordi hans bryllup står lige for døren.
Filmen - hvor bl.a. Bradley, Cooper Ed Helms og Zach Galifianakis optræder - er allerede blevet et så stort hit, at en toer er på tegnebrættet.
Hvornår vi danskere kan opleve 'The Proposal' og 'The Hangover' i biograferne melder historien desværre ikke noget om.